søndag den 31. oktober 2010

So much to do - so little time...

Vi har lavet en midtvejs analyse (vi er vel akademikere og forskere!) og vi er nået frem til, at der må laves en liste og en plan, hvis vi skal have bare en chance for at overskue om vi får set, oplevet, gjort de ting, vi allerhelst vil her i New York. Vi har kun cirka 7 uger tilbage(!!!). Det vil sige, at vi nu har været her præcis halvdelen af tiden!! Hjælp! Hvor vildt!! Hverdagen går jo hurtigt med arbejde/børnepasning /indkøb/leg/mad/vask/oprydning/rengøring/transport. Sjovt nok, så kan man nemlig ikke undgå den slags på trods for at man er taget hjemmefra. Så det er weekenderne vi først og fremmest satser på til de 'store' ting - og så må der planlægges, overskues så der måske kan prioriteres blandt det vigtigste... Ja, ja, ja, jeg ved det godt, jeg har en lille Monica (fra Friends) gemt i mig :-)

Nå, men her kommer den liste, som vi har samlet os indtil nu (det med kursiv har vi allerede nået. Det med grønt har vi nået efter at listen er lavet - og det med rødt, har vi droppet at nå og resten er altså på ønske to-do-list :-)). Listen vil blive opdateret løbende, så kom evt. tilbage, hvis I har lyst til at følge tilskud af gode idéer eller se, hvad vi har nået... Vi tager meget gerne imod gode forslag og tips - så det kan blive til en fælles liste af gode tips og perspektiver på New York:

KVARTERER
  • SOHO - Jeg og vi mangler simpelthen at gå ordentlig rundt og snuse i dette kvarter. Vi har været forbi en enkelt gang uden rigtig at vide, hvor vi var og på vej til noget andet - og jeg kigger længselsfuldt derned hver gang jeg er på Sociologi, da det ligger lige i udkanten af kvarteret; men jeg skal altid den modsatte vej... Jeg hører fra flere kanter, at der bare er en skøn stemning - for ikke at tale om fantastiske butikker... altid godt!
  • Chinatown, Little Italy, Little India, Little Korea - lidt har vi set, men vi skal nok sætte lidt mere tid af til at spise, gå i de særprægede butikker og bare gå fra det ene 'land' til det andet.
  • Williamsburg - (begyndende) hipt kvarter i Brooklyn, som jeg kun lige har set en smule af, men som - så vidt høres og læses - anbefales at se lidt nærmere på og mærke stemningen i.
  • Columbia University - jeg søgte om tilknytning til sociology på Columbia, men fik afslag pga. allerede for mange gæsteforskere. I modsætning til NYU og andre af downtown universiteterne fornemmer jeg, at Columbia har et reelt campus område, som man kender det fra mange andre steder og fra film/tv o.lign. - og det er bare altid sjovt at gå rundt på denne slags områder og se på livet her og se på opslagstavlernes tilbud om jobs, koncerter, salg af cykler etc.
  • Greenwich village, Meatpacking district, Central Park - men de to første kvarterer lever vi i, så det er ikke en udflugt og den sidste er så oplagt, at det næsten bliver en kliché at understrege som vigtig - men hvilken skøn kliché :-) Og der boede vi (i hvert fald meget tæt på) i begyndelsen af vores ophold...
  • ...Jeg kunne nu dog stadig rigtig godt tænke mig, at tage en cykeltur gennem hele Central Park, så man virkelig kan fornemme hvor kæmpestor den er - den logistiske udfordring er her om man kan leje en cykelstol til Elias også ellers er den idé ligesom skudt i jorden. Indtil videre har vi turet rundt i den sydlige del, hvor vi boede i nærheden tidligere - og så tog jeg en tur i midten af parken omkring den store (Manhatten) søen i mandags, hvor jeg passede Elias. Jeg synes, at kunne genkende omgivelserne fra diverse løbescener fra film, der udspiller sig i New York... Så også en - åbenbart - stor stjerne, da Taylor Swift indspillede en musikvideo i romantiske efterårs omgivelser i Parken. Taylor Swift er Country & Western's version af Britney Spears, som der var en, der var så sød at belære den ignorante dansker om. Jeg er dog pludselig kommet på en alternativ måde at se hele Central Park på selvom vi ikke finder en cykelstol: Tage en hestevognstur gennem hele Central Park. Det kunne være en både romantisk og hyggelig tur. Det tror jeg, vi skal satse på :-) - selvom det også kunne være skønt at komme ud at cykle lidt. Jeg tror, jeg savner det, ligesom jeg savnede det, da jeg lige havde født og inden vi fik ladcykel.

MUSEER, SIGHTSEEING OG DIVERSE UNDERHOLDNING
  • Frihedsgudinden - skal man ikke se nærmere på hende? Vi har set hende på afstand enten fra 'vores boardwalk' en blok fra vores lejlighed eller fra den gratis færge, der sejler fra Pier 11 (forenden af Wall Street) til IKEA Brooklyn.
  • Nå ja, det kan godt være at jeg har helt særlige tendenser i den retning, som "IKEA-forsker", men det var altså også et must for mig, at opleve IKEA i USA. Det har vi så allerede gjort 2 gange, så det må være nok for nu :-)
  • Og selvom det ikke mindst var for lillemandens skyld, så gav det også lidt bonus i forsker-nørdens sightseeing-lyster, at være til legestue i Den Danske Kirke. Helt intuitivt var det meget mærkeligt at træde ind i et rum, hvor alle pludselig (igen)talte dansk. På etnolog-siden, så synes jeg også det er sjovt at opleve sådan en udflytter-dansk-forsamling og samlingssted...
  • Yoga-time i et af de kendte yogacentre Min fætters søde kone Solveig fortæller mig at dette er et yoga- samt celebrity- og weirdo must-see and -experience. Her er faste gæster Madonna (men bor hun ikke i London nu?) og andre kendte New Yorkere.
  • Mo-Ma No explenation needed
  • The Natural Science Museum - store dinosaur-skeletter og lignende, hvad kan være mere fantastisk for en dreng på 19-20 måneder og ikke mindst hans far?!
  • Guggenheim
  • Metropolitan
  • De to modemuseer i byen: Fashion Institute of Technology og Costume Institute. Førstnævnte har en særudstilling om 'bæredygtig mode' indtil omkring 18. november, så den bliver jeg selvfølgelig nødt til at se. Museet bliver i øvrigt beskrevet af min etnologkollega og Ph.D. i dansk modehistorie som "et mindre modemuseum, men stedet er kendt fordi det ledes af "the brainiest woman in fashion" (Washington Post) Dr. Valerie Steele, som også er ophavskvinden til forskningstidsskriftet Fashion Theory. Journal of Dress, Body and Culture." Sidstnævnte er en afdeling af The Metropolitan med løbende særudstillinger.
  • Halloween / Greenwich village Halloween Parade
  • Thanks giving - vi må virkelig skaffe os adgang til en eller anden families Thanks giving arrangement - bare for at opleve det :-)
  • Opleve nogle sportskampe såsom Basketball-kamp, American Football, Baseball el.lign. for at mærke stemningen og rusen - uanset om vi forstår spillet eller ej!
  • Tage til Godspell gudstjeneste i en kirke i Harlem med et godt godspell-kor. Det skal bare opleves, hvad godspell i virkeligheden handler om og hvor den hører hjemme og har sit udspring!
  • En tysk mor fra legepladsen har anbefalet mig meget varmt, at gå til New York City Opera, så det overvejer vi om vi kan nå.. jeg tror, de lige har haft premiere på Carmen for et par dage siden, og det er jo ikke den værste opera for en opera-debutant som Kristian.
  • Nå ja, i en lidt anden ende af scenekunsten, så overvejer vi også at finde et godt Broadway show - er det ikke ligesom en af de der ting, man skal opleve?
  • Men ikke mindst, har vi checket billetter til en stor sportsbegivenhed - og vi satser på basketball kamp med The Knicks. Det skulle være en sand fest, så det må vi helt sikkert ind og se!

SHOPPING
  • Kager fra Magnolia Bakery - det berømte - ikke mindst fra Sex & the City - kagebageri. Jeg havde spottet det som interessant inden jeg kendte dets historie. Jeg spottede bare de skønne kager i vinduerne samt ikke mindst den evige kø udenfor - den slags borger for god kvalitet (eller usandsynlig hype). Vi har lige smagt en række cup-cakes fra butikken her til aften, hvor vi fandt den skønne anledning til at spise kager, at vi også kunne servere dem for min fætter Claes med kone, mor og datter, der kom til middag i penthousen. Bedømmelsen er: Skønne cup-cakes til en rimelig pris ift. andre steder, men at også andre cup-cake-bagerier kan levere ligeså skønne versioner (vi prøvede nemlig også nogle fra Chelsea Market, da en anden del af familien var forbi :-) )
  • Lagersalgstur ud af byen. Jeg hører fra mange indviede - der i blandt min kusiner Kristina og Anette samt deres søde mor, min faster Janne, men også mange, mange andre at det er værd at tage til og det er muligt at finde mange rigtig gode ting til meget, meget lave priser. Gode ting til billige priser - det er jo noget, vi kan lide!
  • Century 21 - et designer-lagersalgs-stormagasin åbent alle almindelige butiksdage hele året og ligger i nærheden af Ground Zero, og som beskrivelsen altså siger, så skulle det indeholde: gode designer-varer til billig pris, som sagt: we like!
    • Jeg tror, man skal have god tid, være parat til at lede og snuse - og ikke have børn eller utålmodige mænd med på slæb for at finde guld her. Jeg havde ikke god tid og barn i klapvogn med - og der er virkelig ikke særlig meget plads mellem tøj og publikum, så ofte var det svært at komme rundt med klapvognen, for ikke at sige umuligt. De har godt og billigt undertøj og strømper, men man kan ikke prøve undertøj, så jeg har købt og returneret et lille læs allerede to gange. Nu tager jeg til Victorias Secret i stedet :-)
  • Macy's. Verdens største stormagasin, siges det, og min søde veninde (spejder-)Lotte fortæller begejstret om ikke mindst skoafdelingen og i særdeleshed at deres afdeling for 'comfort shoes' lige er sagen for sådan nogle som os, der desværre ikke kan følges med Carrie og co. i de smukke og meget høje hæle, selvom vi meget gerne ville. Sådan nogle som os er udstyret med fødder, der kræver at at blive lidt ved jorden og smyge sig i noget lidt(!) mere komfortabelt. Men her er måske løsningen: Sko, hvor komforten er i højsædet, men samtidig designet forsøger at følge i hælene på sine tynde, høje søstre - eller i alle fald bare har forstået at kombinere det smukke med det behagelige! Det må ses og prøves! Tjaa, måske har jeg allerede prøvet det lidt, for jeg var flittig besøgende i et par butikker med 'Comfort shoes' i Washiington og endte også med at købe nogle høje, fine, sorte sko - som jeg krydser fingre for jeg kan holde ud at have på (det meste) af en aften, samtidig med at jeg forhåbentlig ser blændende ud i dem...
  • Gap - der skal købes jeans til mor og tøj til lillemanden!
  • Diane von Furstenberg har en butik - ligesom alle de andre top-designer-navne - lige rundt om hjørnet fra os, og jeg hører fra en af mine New Yorker tips pushere (aka Apa-Christina) at hun skulle have nogle skønne slå-om-kjoler (der også skulle være gode for de lidt runde damer - men hvorfor jeg skulle have den bemærkning med på vejen forstår jeg slet ikke!) og de skulle faktisk ikke være helt så dyre, som man kunne frygte. Det er det, der siges - og så må det jo checkes. Ellers vil jeg sige, at designerbutikkerne i kvarteret skal jeg lige tage mig lidt sammen for at nærme mig - hvis jeg ikke på forhånd overmandes af følelsen af underlegne forstadsfornemmelserne og  bare spankulerer lige forbi.
  • Moods - meget stor stofforretning, som bl.a. optræder i det amerikanske show 'The Runway' (designer-spire konkurrence). Jeg bliver bare nødt til at opleve, hvilke typer tekstiler og til hvilke priser en sådan butik kan diske op med.
  • Prada forretning i Soho (Broadway/Prince Street) som jeg har fået at vide er et must at se af min etnolog-kollega, modehistorie ekspert samt tidligere bosiddende i New York, Marie Riegels Melchior. Hun beskriver butikken som virkelig avanceret retail. Forretningen er tegnet og udført af arkitekten Rem Koolhas. I samme dur er Comme des Garcons forretning på 23rd street / 10 av. også "cool, cool, cool", i følge Marie. Og nu vi er ved shopping bl.a. i SoHo, så fortæller Marie videre: "Den bedste kaffe midt i shopping og bylivet er på Cafe Citanne på Mott Street og Prince Street. Jeg kan stadig vågne om natten og virkelig savne det herlige lille sted med verdens bedste kaffe!" Jeg gætter bare, men jeg tror, at Marie var bosat i SoHo, mens hun boede i New York :-))
  • Elektronik - jeg ved ikke om det er specielt billigt herovre, men det er blevet os soleklart, at vi må have en lille dvd-afspiller til Elias. Vi bruger indtil videre Kristians computer med dvd-drev, men det er meget svært for Elias ikke samtidig at skulle pille ved alle knapperne foran skærmen og ikke at lukke skærmen ned i et væk - med det resultat, at pc'en lukker ned og skal genstartes for at se videre... Ja, ja, så er der sikkert nogle der vil sige, at så kan vi jo bare lade være med at vise dvd for ham - eller når han lukker den ned, så vil han åbenbart ikke se mere. Det har vi prøvet. Man så bliver han endnu mere tosset. Og vi har ikke fjernsyn, så det er altså rart for både forældre og Elias ind imellem at give ham lov til at kigge lidt på Kaj&Andrea, Bamse & Kylling eller Baby Einstein. Kristian snakker også meget om at han skal have sig en i-pad og vi bor jo godt nok lige overfor Mac-butikken. Til gengæld så har vi også fået et tips om, at der skulle være en lille butik over for New York Public Library, hvor der sælges billig elektronik såsom (sidste års model af) i-phone, i-pad etc. [Kristian har været forbi og sælgeren gør også meget ud af, at han kan lave en special deal med 50%, men når man sammenligner, så viser det sig ikke at være billigere. I stedet fandt vi frem til JR lige øst for City Hall park. De har stort udvalg og rimelige priser uden dikkedarer!] Jeg havde også en idé om en i-phone, men måske venter jeg til jeg kommer hjem og køber det gennem mit mobilabonnement... Der er vist også nogle problemer med nogle forskellige standarder mellem USA og Danmark/Europa.
  • Marshalls - jeg får at vide fra 'spejder-Lotte' at det er relativ små og overskuelige butikker med et begrænset udvalg til alle; børne-, dame- og herretøj, sko, køkken- og husting, bøger m.m. og til virkelig billige priser. De køber åbenbart restpartier af alle mærker, så Lotte & co. har købt sportssko til ungerne (20-25$), Naturalizer sko til moderen (40$), lækkert undertøj og, ikke mindst, lækre køkkenting i fede mærker (Kitchen Aid m.m.) og ikke mindst en ekstra kuffert... Det sidste får vi absolut også brug for, så det kunne være, man skulle kigge forbi en Marshalls :-)
TURE UD AF BYEN
  • Tur til Washington DC. Det kom til at passe med at Kristian skulle på konference i DC, så Elias og jeg tog med og tumlede på legeplads dér, men tog også på ture for at kigge lidt ind til Hr. & Fru. Obama og den slags.
  • Besøge Christina Thyssen for at se på efterårets mange farver og besøge en kær gammel CSR-center-blæksprutte, der har fundet tilbage til sit eget fag og felt her i det amerikanske - nemlig litteraturen. [Jeg tror desværre ikke at vi når det, men måske når vi at tage en kop kaffe i byen, når hun alligevel er her :-) ]
  • Besøge Charles Hecksher (Kristians "protege" på Rutgers University). Charles bor med sin familie i Princeton - en anden meget kendt universitetsby, som skulle være rigtig flot. Kendte universitetsbyer er generelt interessante og dragende for sådan nogle forsker-nørder som os :-)
  • Jeg havde også på et tidspunkt en idé, om at ville en tur til Boston - for bare at tage et kig på byen og på verdens mest berømte universitet Harvard. Men min fætter anbefalede at lade den ligge - og hellere koncentrere os om Washington, som vi altså allerede har gjort og fik fantastisk anledning til at opleve pga. Kristians skole-konference.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar